Hos os starter processen for færdigbehandling af vores billedfiler i et konverteringsprogram, hvor det digitale negativ (RAW filen) ”fremkaldes”. Vi benytter os af et dansk udviklet softwareprogram ved navn Capture One PRO, og i dette program justeres lysets farvetemperatur (et kamera rammer aldrig helt rigtigt), lysstyrke, niveau for skygger, gråtoner samt skarphed. Vi benytter os ikke af nogen automatiske indstillinger til alle disse finjusteringer, da det jo er et look, vi går efter og ikke en standard vare, når vi skal færdiggøre vores billeder.

Når vi er ude og fotografere til sportsevents, så ligger vores koncentration mere på at få taget de rigtige billeder end at lave det endelige billedudsnit, for ofte er det først, når vi sidder og arbejder med det digitale negativ, at vi kan se, hvordan det optimale billede skal se ud. Derfor afsluttes arbejdet i Capture One PRO med at foretage en foreløbig beskæring samt eventuel opretning af horisont i billedet (ja mange fotografer påvirkes af jordens krumning).

Den store styrke ved at anvende RAW formatet er, at ingen redigering vi foretager er ødelæggende, da vi ikke ændrer ved de data, der ligger i filen, men udelukkende arbejder med hvordan disse data fortolkes af Capture One PRO konverteringsprogrammet.

Efter RAW filen er blevet konverteret til en egentlig billedfil i Capture One PRO fortsætter processen, for vores vedkommende, i Adobe Photoshop, der er det billedbehandlingsprogram, hvor slutredigeringen af billedet foretages. Det kan være et par ridebukser der kom for tæt på hestens bløde mule, lige inden man skulle starte sit ridt eller en baggrund, der lige skal renses for uvedkommende artikler, men vigtigst af alt er det her, det endelige billedes look skabes. Mulighederne i Adobe Photoshop samt specielle filtre er uendelige, så det er udelukkende fantasi og kreativitet, samt selvfølgelig vores kunders krav og ønsker, der styrer processen hen til den færdige billedfil.

Hos 247photo printer vi alt in-house, fra størrelserne 9x13 cm. og op til 60x80 cm. på Ilford fotopapir, diverse specielle papirtyper samt kanvas materialer, og vi benytter udelukkende Epson printere til vores billedproduktion. Årsagen til at vi har valgt selv at printe alle vores billeder er, at vi derigennem sikrer, at det endelige print fremstår præcis, som vi ønsker samt at vi, til enhver tid, kan stå inde for kvaliteten af det arbejde, vi leverer.