Hos os starter processen for færdigbehandling af vores billedfiler i et konverteringsprogram, hvor det digitale negativ (RAW filen) ”fremkaldes”. For vores vedkommende benytter vi os udelukkende af et dansk udviklet softwareprogram ved navn Capture One PRO, og i dette program justeres lysets farvetemperatur (et kamera rammer aldrig helt rigtigt), lysstyrke, niveau for skygger, gråtoner samt skarphed. Vi benytter os ikke af nogen automatiske indstillinger til alle disse finjusteringer, da det jo er et look, vi går efter og ikke en standard vare, når vi skal færdiggøre vores billeder.

Selvom vi, som fotografer, forsøger at fange et motiv i en optimal billedkomposition, arbejder
vi mange gange så hurtigt, og uventede ting kan ske under en fotografering, så dette ikke altid lykkes helt optimalt. Derfor afsluttes arbejdet, med at ”fremkalde” billedfilen, i Capture One PRO med at foretage en foreløbig beskæring samt eventuel opretning af horisont i billedet (ja mange fotografer påvirkes af jordens krumning).

Den store styrke ved at anvende RAW formatet er, at ingen redigering vi foretager er ødelæggende, da vi ikke ændrer ved de data, der ligger i filen, men udelukkende arbejder med hvordan disse data fortolkes af Capture One PRO konverteringsprogrammet.

Efter det digitale negativ (RAW filen) er blevet konverteret til en egentlig billedfil i Capture One PRO, fortsætter processen, for vores vedkommende, i Adobe programmet Photoshop, der er det billedbehandlingsprogram, hvor den endelige slutredigeringen af billedet foretages.
En af de teknikker vi har brugt rigtig megen tid på at lære at mestre, igennem årene, er fritlægning af diverse motiver, som for eksempel billedet af hesten her til venstre, der blev fotograferet med en ikke særlig spændende baggrund. Men igennem vores arbejde i Photoshop fik vi skabt det billede, du kan se ved at føre din cursor hen over billedet, og som du kan se, fik vi endda hoppens føl med i den færdige komposition. Så alt i alt endte det med at blive til et seværdigt billede, klar til print, montering i ramme og lige til at hænge op.
Mulighederne i Adobe Photoshop samt specielle filtre (plug-ins) er uendelige, så her er det udelukkende fantasi og kreativitet, samt selvfølgelig vores kunders krav og ønsker, der styrer processen hen til den færdige billedfil.

Hos 247photo printer vi alt in-house, fra størrelserne 9x13 cm. og op til 60x80 cm. på Ilford fotopapir, diverse specielle papirtyper samt kanvas materialer, og vi benytter udelukkende Epson printere. Årsagen til at vi har valgt selv at printe er, at vi derigennem sikrer, at det endelige print fremstår præcis, som vi ønsker samt at vi, til enhver tid, kan stå inde for kvaliteten af det arbejde, vi leverer.