Bryllupsfotografering

I smukt solskin forevigede vi parrets bryllup i en idyllisk beliggende kirke ved Roskilde fjord. Vi fotograferede både da gæsterne og da bruden ankom til kirken, og selvfølgelig da bruden og hendes far gik op ad kirkegulvet. Da vielsen var slut, var vi igen på pletten og forevigede det nybagte brudepars tur ned gennem den tæt pakkede kirke, og da gæsterne ’risede’ dem uden for kirken.

Efterfølgende gik turen til Kragerup Gods, for at tage de officielle bryllupsbilleder, hvor vi måtte skynde os at blive færdige, så ikke brud, hår og kjole gik helt i opløsning, da regnen truede. Heldigvis nåede vi at få både brud og gom i tørvejr, inden uvejret brød så voldsomt løs, at hastigheden måtte nedsættes til ca. 30 km/t på det meste af turen hjem.