Rideskolestævne på Ballerup Rideklub
Den 4.-6. november 2011 var vi, for fjerde år i træk, inviteret til Ballerup Rideklub som fotografer ved deres tilbagevendende rideskolestævne, og vanen tro gik det ikke stille for sig. Vi startede fredag eftermiddag med dressur for små- og storpony samt hestene fra rideskolen, og ikke alle ponyer havde forstået, at man til et dressurstævne skal blive inde på banen og ikke hoppe over hegnet ud til vennerne på den anden side. Lørdagen stod også i dressurens tegn, og det var en fornøjelse at se alle de fine ponyer og heste. Alle var omhyggeligt striglede og flettede, og udstyret fejlede sandelig heller ikke noget. Søndag startede vi med agility for både små og lidt større børn, som alle gjorde deres bedste for at komme flot igennem den meget fantasifuldt opstillede bane. Det var dog ikke alle ponyerne, der syntes om alle de mærkelige ting på banen, og publikum måtte også til tider være stille, for ikke at forskrække de lidt nyere ponyer, der ikke er vant til al den virak og klapsalver. Alt i alt en rigtig hyggelig weekend med hyggelige mennesker og god mad fra Ballerup Rideklubs Cafeteria. Tak for en god weekend og på gensyn næste år.
Billeder fra stævnet kan ses på AP Stævnegalleri |