Stævne hos Sportsrideklubben Vallensbæk
I denne weekend var vi endnu en gang i år til ridestævne i Vallensbæk. Denne gang blev der afholdt klubstævne i spring med klubmesterskaberne både for rideskoleryttere, ponyer og heste, og som så ofte før overværede vi også denne gang et velorganiseret stævne, dog må vi sige, at der var næsten sat lige så meget tid af til pauser som til ridning, men omvendt så havde vi jo rig mulighed for at besøge deres cafeteria, der bød på alt hvad hjertet kunne begære, lige fra æbleskiver, pastasalat og flæskestegssandwichs til dejlig varm kakao med flødeskum. Hele stævnet forløb uden dramatik men med stor spænding, særligt i klubmesterskabsklasserne, der alle først var afgjort, da den sidste rytter havde passeret målstregen, og kun et par enkelte ryttere måtte ned og smage på ridehusbunden. Men alle var i højt humør, og der blev pjattet og fjantet både fra banebyggers side men sandelig også fra banepersonalet. Vi siger tak for en – som sædvanlig – fantastisk behandling, og benytter lejligheden til at ønske alle på SIV en rigtig glædelig jul og et godt nytår, hvor vi forhåbentlig kommer til at tilbringe mange hyggelige timer sammen.
Billeder fra stævnet kan ses på AP Stævnegalleri |